Om festivalen
- visionen
Ærø Internationale Maskefestival er en nyskabelse i dansk såvel som nordeuropæisk kulturliv – en multikulturel begivenhed, hvor mange kunstarter blandes. Festivalen sætter fokus på fortidens møde med fremtiden, hvor en bred vifte af global historisk såvel som nutidig maskekunst vises og fremføres.
I løbet af de tre dage vil børn og voksne stifte bekendtskab med og blive en del af en 1000-årig kunstart, der har bjergtaget og inspireret generationer – æstetisk og rituelt. Alle medvirkende kunstnere fra den danske såvel som den internationale scene præsenterer kunst på et meget højt plan.
Ærø har i forvejen en 150 år gammel masketradition, hvis udtryk har tydelige paralleller til globale traditioner – nye såvel som gamle. Med i festivalen er også et akademisk forsker-symposium, som vil beskæftige sig med danske og nordiske traditioner.
Festivalen rummer både billedkunst i form af masker på udstilling, drama i form af maskespil i gader og i sale, dans/ballet/musik i form af internationale maskedansere fra bl.a. Tibet, Bali og Mali. Desuden installationskunst i form af giganter bygget til særlige fysiske områder f. eks. færgeankomst/virksomheder/natur.
Børn fra Ærø viser deres egne masker på forskellig vis. Der udbydes master classes med notabiliteter på området fra ind- og udland.

